Letland

Nogle rejser handler om at se mest muligt. Andre handler om at være mest muligt. For mig bliver Riga – Letland, en af de sidste.

Vi flyver direkte fra København med Wizz Air og lander i Riga ca. halvanden time senere. Vi flyver ud fredag aften og hjem søndag aften. En helt klassisk “rejseweekend”, men med et andet tempo, end vi plejer. Vi tager en Bolt fra lufthavnen til hotellet, men kun fordi vi lander så sent. Der går nemlig både bus og tog direkte fra lufthavnen til centrum, som både er nemt og billigt.

Vi bor centralt på et hotel i byen, og lørdag morgen starter vi stille ud efter morgenmad. Vi går rundt i Riga, men ikke for at jagte turist-hotspots, men for at mærke stemningen og bare være til stede. Det er spejlglat overalt, og vi føler os lidt som Bambi på glatis. De lokale glider også rundt på vejene, men er helt upåvirket, så de er tydeligvis vant til vejforholdene her om vinteren.

Vi bevæger os mod Riga Centralmarked, som ligger i gamle zeppeliner-hangarer. Det er Europas største marked, og det føles ægte på den bedste måde. Her er ingen poleret kulisse, men kun hverdag, madboder, lokale indkøb og liv. Præcis den slags oplevelse, jeg elsker, når jeg rejser. Ikke for synet, men for stemningen.

Vi kommer også forbi “House of Blackheads” og “De Tre Brødre”… og helt ærligt? Det er lidt skuffende og hurtigt “overstået”. Det bekræfter egentlig bare, hvorfor vi ikke gider løbe rundt med en tjekliste. Vi ser også bymuren, men mærker tydeligt, at vi ikke er her for at samle seværdigheder. Vi er her for at samle stemninger.

Riga er ellers kendt for ølsmagninger og gourmetmad til gode priser, men det tiltaler os slet ikke. I stedet vælger vi roen. Sidst på eftermiddagen går vi tilbage mod hotellet, kryber under dynen og ser julefilm. Ingen stress. Ingen program. Bare nærvær og ro. Det føles faktisk ret luksuriøst.

Om aftenen går vi til julemarkedet, som ligger fem minutter fra vores hotel. Det er meget mindre, end jeg havde forestillet mig, men stadig hyggeligt og uden stort menneskemylder. På vejen “hjem” spotter vi caféen “This Place Doesn´t Need A Name”. Et sted, der ligner noget direkte fra en amerikansk julefilm med julepynt overalt og farvede julekugler hængende ned fra loftet. Desværre er den fuldstændig fyldt, så vi må opgive at komme ind. Ærgerligt, for den havde virkelig været noget for sådan en julefis som mig.

Søndag tager vi det helt roligt. Formiddagen bruger vi 1 ½ time i hotellets spa, som vi også har booket derigennem. Bare fokus på at trække vejret, varme kroppen og lade skuldrene falde helt ned. Så mens det er stille og mørkt udenfor, nyder vi varmen og lyset indenfor. Den perfekte kontrast til byens vinterkulde. Riga er et oplagt sted at forkæle sig selv med en spaoplevelse og det behøver ikke koste en formue at forkæle sig selv, så snyd ikke dig selv for den oplevelse.

Til frokost besøger vi den meget populære “Big Bad Bagel”, hvor folk strømmer ind og ud som var det Københavns Hovedbanegård. Jeg forstår godt hypen og den er klart et besøg værd, så lad dig ikke skræmme af menneskemængden. Det er enkelt og lokalt, men så lækkert og frisklavet. Du kan både spise der eller tage det med, men selve caféen er også en oplevelse værd. Så funky og sjovt indrettet. Præcis den slags sted, man ikke finder i guidebøgerne, men som bliver turens højdepunkt mht. madoplevelse.

Riga bliver ikke en weekend med fart og to-do-lister. Den bliver en weekend med ro, varme og tid sammen. Og nogle gange er det alt, man har brug for. Riga minder os om, at det ikke altid er destinationen, men tiden og nærværet der gør rejserne til noget særligt.

Rejsen i tal:
Letland er mit land nr. 45 (november 2025)
Rejsende: 2 voksne
Rejselængde: 3 dage
Transport: 671 kr. Fly + Bolt + bus
Ophold: 2 nætter inkl. morgenmad 800 kr.
Mad: 408 kr.
Oplevelser: 136 kr.
Andet: 0 kr.
Total: 2015 kr.
Obs. Priserne afspejler min del af rejsebudgettet.

Rul til toppen